6. juni 2019
Refleksioner over et tiltrængt valgresultat.
Bum – så skete der endelig noget, der var værd at skrive hjem eller til sig selv om. Så – here goes:
I mine øjne er det først og fremmest historien om et velkomment farvel til den vel måske mest forhadte regering siden 2. verdenskrig og den mest inkompetente ditto siden systemskiftet i 1901. Eller noget …
Det var en regering med en statsminister, der aldrig rigtig blev valgt til og i sidste regeringsperiode kun kom til magten via politisk spilfægteri fra et (dengang) yderste højre, der ikke turde tage ansvar da de blev bedt om det.
Statsministeren havde og har stadig en rekordlang række af dårlige sager rækkende helt tilbage til ungdomsårene i VU, og meget betegnende udpegede han ministre efter hvem han skyldte noget, og efter hvem det forekom ham magtpolitisk smart at udnævne. Det var nemlig aldrig politikken eller visionerne der drev ham. Det var magten – ”nøglerne til statsministeriet” som han fetichistisk (og i virkeligheden ret selvafslørende) kaldte det. Resultatet var en regering med ministre uden faglighed, og hvad endnu værre er, ministre uden samvittighed og uden moralsk kompas.
Der blev ført tåbelig symbolpolitik og symbollovgivning, grænsekontrol der (trods masser af huller) koster millioner, vildsvinehegn der ikke virker og som en syrlig prik over i’et havde vi en såkaldt integrationsminister der diskede op med lys og lagkager når ekstra hårde lovforslag på flygtningeområdet blev gennemført. Skattevæsenet sejlede, det offentlige sejlede – og miljøpolitikken som på sin vis ikke eksisterede, blev dikteret af arkaiske landbrugs-interesser.
Så farvel og tak. Tak for ikke at være her som regering længere.
En anden men selvfølgelig relateret historie er DF’s totale nedsmeltning. De blev jo nærmest overhalet højre om af både Støjberg og Mette Frederiksen – og desuden har deres nærmest patologiske fornægtelse af at det er nødvendigt at forholde sig til klima og ligestilling nok været lidt af en selvmålsscorende boomerang. Oven i dette kommer Pia Kjærsgaards ufatteligt uværdige fremtoning som folketingets formand, men om det decideret har kostet DF-stemmer aner jeg ikke.
En tredje historie er, at valget var et jordskred når det gælder klimapolitikken. Og Mette Frederiksen bør nok erindre, at det er de klima-fokuserede støttepartier hun kan takke for sit flertal, for S fik trods det gevaldige herre/højresving færre stemmer end for 4 år siden.
En fjerde historie er at Alternativet slap fra noget så kættersk som ikke at foreslå Mette Frederiksen som statsministerkandidat, med livet i behold. Det vil mange kalde et selvmål, men jeg kalder det modigt og konsekvent. Og jeg anbefaler at man læser det 80 siders program de gik til valg på. Det er tankevækkende og rummer også tiltag til en ny måde at tale og tænke politik på. (etc etc – forkortet af redaktionen …)
Der er også historien om Liberal Alliance – som procentmæssigt var en endnu større taber end DF – men den kan andre fortælle.
Det helt fede er: At Rasmus Paludan og hans nynazistiske projekt ikke kom ind. Det havde været nærmest Trumpsk utåleligt – og at medierne ikke fik held med at booste ham ind via “breaking news” etc tjener vælgerne til ære. Det er også ubetaleligt fedt ikke at skulle se det fanatiske lys i Inger Støjbergs øjne når der kom nye stramninger, ikke at skulle overvære Martin Henriksens frikadelle-nationalisme, ikke at skulle tåle Joachim B. Olsens dumheder artikuleret i folketinget og ikke at skulle have “Lille Lars fra Græsted” og hans regering i spidsen for Danmark. Og så selvfølgelig at befolkningen har pålagt den kommende regering at føre grøn politik. 
(fra Facebook)
