9. november 2016
Refleksioner fra hoften over et amerikansk præsidentvalg
Fuckfjæset vandt. Den dårligste frisure nord for sydpolen vandt. Den dårlige smag vandt. Vreden og den uartikulerede protest mod establishmentet vandt og fornuften, etikken og den almindelige værdighed tabte. Det er amerikanernes brexit, det er amerikanernes udgave af DF i Sønderjylland, det er svært at fatte og tabet af international anseelse er endog ufattelig svært at overskue. Præsidenten for verdens mægtigste nation bliver en opportunistisk og aldeles fact-ignorerende klumpedumpe, som det er særskilt svært at nære umiddelbar respekt for, for slet ikke at tale om den dybere af slagsen.
At Trump er en notorisk lystløgner og en skurvognspralende mandschauvinist er desværre ikke engang det værste. Det mest bekymrende er hans polariserende og ekstremt popularistiske italesættelse af minoriteter og det mildt sagt naivistiske syn på international politik tilsat noget, der ligner en kronisk og personlig uligevægtighed præget af ekstrem narcissisme. At manden, der har ført sig selv frem som self-made med blot et lille lån af sin far på bare 7 mill. $ til at starte med, og som ”kun” har ca. 3.500 sagsanlæg og omkring 10 fallitter på kontoen, er nået langt, med så lidt både i form af personlig integritet, pålidelighed og konkrete politiske ideer, er tankevækkende. På den i vinden blæsende måde.
Trump er sandsynligvis den præsidentkandidat der har fornærmet flest forskellige grupper og grupperinger i USA i sin kandidatur. Han er også den kandidat der suverænt er sluppet af sted med flest løgne ved bare at gentage dem. Mest bemærkelsesværdigt er han nok også den kandidat der har begået flest utilgivelige brølere, både politisk, fact-relateret og moralsk uden at støde på afgørende grund i sin fremfærd.
He spoke his mind, but his mind isn’t right, som børn og andre uden grus i øjnene sagde. At det er lykkedes for ham, er, sagt på jævnt jysk, træls – både for dem der støttede Hillary, og for os der på afstand håbede på en tillidsvækkende og bare jævnt troværdig præsiden for jorden mægtigste stat. Man kunne håbe, at Trump der måske gik ind i kampen uden mål om at vinde andet end profil og profit, vågner op som Jeppe i baronens seng, og erkender at han ikke er på højde med opgaven, og derfor bakker ud, hvilket han ikke kan, men som derfor i hvert fald fatter opgavens betydning – og lidt som Jakob Haugaard der blev valgt til folketinget på medvind på cykelstierne og andet godt, erkender sin egen uformåen, og kommer i kontakt med det han ikke kan og ikke ved. Desværre blev Trump valgt på noget ligeså luftigt som på forhånd lovet medvind, og man må krydse fingre for, at det hold han sætter omkring sig forstår, at det kræver mere end at bygge mure og lave trutmund, at være amerikansk præsident.
For demokraterne og for os andre står spørgsmålet rungende tilbage: Kunne en duknakket 74 årig og ufatteligt velkommunikerende senator med både hjerte og hjerne på rette sted – en troværdig politiker der forstod den underliggende vrede hos den marginaliserede lavere middelklasse have gjort det bedre mod Trump? Det kunne han efter al sandsynlighed, og så havde man været lige så stolt og glad som for 8 år siden.
Nu kan vi blot håbe på, at den måde Trump vil gøre USA great again på, ikke er ødelæggende. Hverken for USA eller for alle os andre.
