5. juli 2019
Tour de France starter i morgen – og for at fejre det med mig selv, kørte jeg en eftermiddagstur på 115 km. Der var masser af sol, masser af blæst, men lad det være sagt med det samme: Jeg gik i udbrud fra første kilometer og så mig yderst sjældent tilbage. Jeg kom da også alene i mål uden at være indhentet af andet end mine egne forventninger til gennemsnitsfarten – men vejen førte både op til Col de la Himmelbjerget og over Col de la Yding Skovhøj, så jeg arbejder med at acceptere at snittet kun næsten blev 30 km/t … Nå – men der blev ingen billeder taget, så jeg har til gengæld lånt et på nettet af den ikoniske, legendariske, uovertrufne (find selv på superlativer) Eddy Merckx, som vandt sin første tour i 1969 (samme år som min “næsten” så legendariske S.C.O. blev bygget). Merckx sprængte alle rammer, alle forestillinger og konventioner ved at vinde både pointtrøjen, bjergtrøjen og den gule førertrøje. Og hans debut-tour blev vundet med en margen på næsten 18 minutter ned til nr 2. Og derfor – som en markering af 50 året for den bedrift, som sætter mit eget ridt i dag lidt i skyggen, starter Touren i år i Bruxelles. Allors – vive la tour – vive la France, Vive la grande Eddy, Vivi Flindt etc etc