Omkring nørderi, fokus på kvalitet og søgen efter enkelhed.
Artikel skrevet til DMF Århus’s medlemsblad Basunen, december 2015.
desEjner Mk1 – den første. Foto: Ejner Miranda-Dam
Jeg er sprunget på havelågen, der nok burde have haft mere luft i dækkene, og har trampet mig op ad Viborgvej, og ud i Århus V’s erhvervslivs-område. Herude blandt trafiklys, tankstationer, vimpler og vejskilte, findes nemlig noget der hedder Lydlageret. Og i denne ”kulturelle oase” tager Ejner Miranda-Dam imod med et tilbud om kaffe og klar til en snak om – nørderi.
Ejner Miranda-Dam er noget af en institution i det århusianske musikmiljø, ”en iværksætter, der før de fleste andre ser, hvilken vej musikken blæser” som Stiften skrev i et portræt. Han var med til at gøre Fatter Eskil i Skolegade til en højborg for blues, soul og rock og fik discobølgen til at rulle med bandet Le Freak. Han var en del af Booze Brothers, har drevet Vestergade 58 gennem 3 år, været eventmager, musikbooker, lyd-afvikler og meget andet. Og i dag driver han Lydlageret sammen med partneren Søren Flecks.
Det er dog ikke hele denne vildtvoksende buket af musik-relateret virksomhed der er hovedemnet i dag, men derimod en nytilkommet lille blomst, som på både Ejners egen og på Lydlagerets hjemmeside kan findes under fanebladet ”nørderi”. Denne lidt kryptiske overskrift dækker over hjemmebygning af pladespillere, så musikrelevansen er klar, men emnet så tilpas overraskende, at det har vækket min og redaktionens nysgerrighed.
Spottet i et hjørne af Lydlageret: Ejners vaskeægte veteran Vespa. Foto: Svend Seegert
Man skal kunne røre ved tingene
Som indledning får jeg en rundvisning på Lydlageret – et sted i stadig udvikling, og som pt rummer masser af lydudstyr, lydudlejning, øverum, et planlagt analogt studie, og et konferencelignende lokale der kan bruges til forskellige ting, fra aftner for pladespiller-nørder, til clinics omkring digitale mixere, lydudstyr, kabler etc. Vel at mærke i praksis og på den fysiske måde, så folk selv kan lytte og høre forskellen, som Ejner påpeger. ”Man skal kunne røre ved tingene”.
Og så er vi tilbage i Ejners hule, et lille værksted domineret af pladespillere, reservedele til samme, værktøjer, og en gammel forstærker, der har overlevet at blive oversvømmet af skoldhed kaffe fra værkstedets uundværlige kaffemaskine. Baggrundmusikken er Pink Floys ”The wall” – på vinyl selvfølgelig.
I dag vil jeg bygge en pladespiller
Det med pladespillere – hvor længe har du gjort det og hvad kom det af?
”Ikke ret lang tid. Jeg overtog min brors pladespiller som 12-årig, men har dog ikke altid brugt den. Og så en dag i foråret vågnede jeg og tænkte: ”I dag vil jeg bygge en pladespiller.” Jeg ved ikke hvorfra det kom, eller hvad der var den umiddelbare impuls. Det kom bare. Så tog jeg op i Silvan og købte en træplade og gik i gang med at måle, bore og skære. Jeg læste lidt på nettet, og brugte det værktøj jeg lige havde. Resultatet blev i begejstringen ikke helt lige, men det har ændret sig siden, i takt med at jeg har fået bedre og mere værktøj.”
”Der er masser af motorer og andre dele man kan købe, også nye, f. eks. på ebay, hvor det dog hurtigt bliver dyrt. Så jeg har opkøbt en masse gamle pladespillere og bruger delene fra dem. Derfor har jeg nu masser af motorer, pladetallerkner og andre dele liggende. Dét der spiller lige nu for eksempel er en B&O pladetallerken, en Rega pick-up arm og motoren fra en Phillips.”
Snakken går videre og bliver undervejs konkret teknisk, om motorer, om hvordan plade-tallerken akslen passer ned i – og roterer i sit aflange leje, til tider med blot en enkelt kugle i bunden, om diamant-bor, mellemhjul, pladetallerkner med dæmpende materialer i forskellige lag og meget andet.
Rustne håndvægte
Modsætninger mødes… foto: Svend Seegert
Indtil videre har Ejner kreeret 4 pladespillere, plus de to der pt. er forsøgs-opstillet i værkstedet og leverer baggrundsmusikken. Så at tale om en egentlig pladespiller-produktion er nok at overdrive lidt. Ejner kalder det selv en pre-produktion. ”Jeg har endnu ikke solgt nogen men har et par konkrete bestillinger – den ene til Street Coffee nede i Vestergade, som gerne vil have, at jeg bygger en ”kaffe-pladespiller” til dem, hvordan det så end bliver, og Chili-Klaus har bestilt en, som jeg selv må bestemme hvordan ser ud. ”
Pre-produktionen omfatter så eksotiske ting som en køkken-pladespiller med en køkkenbordplade som plint/basis, en pladespiller med basis af marmor, og så har Ejner gang i en ”håndvægtepladespiller”, der skal bestå af tre enkeltstående og til dels seperate dele. Lavet med gamle rustne håndvægte som basis for både pick-up arm og pladetallerken.
”Efterhånden ved jeg jo, hvor man skal placere tingene i forhold til hinanden mht til vinkler og afstand og sådan, men jeg her vil gerne prøve et lidt andet koncept. En pladespiller i moduler, hvor elementerne er adskilte i moduler, enkeltstående og det er faktisk det jeg eksperimenterer med i håndvægts-opstillingen.”
En pladespiller for kvinder
”Det er den ene af to ting jeg arbejder på lige nu. Det andet er at jeg gerne vil lave en pladespiller for kvinder! Hvad skal der til, for at en kvinde gider at have en pladespiller til at stå, og til for at den bliver brugt? Jeg tror, at kvinder tit tænker om pladespillere, at det er et grimt skrummel. Det kan selvfølgelig være mine fordomme…”
Så du tænker en større skulpturel værdi, eller?
Måske er det dét, og måske er det farver, måske størrelsen, og måske skal det være et stykke kunst…
Hvad er meningen egentlig?
Vinklerne fra en Rega pladespiller i brug som reference. Foto: Svend Seegert
”Det er der også andre der har spurgt om – og faktisk er meningen og essensen ikke at sælge – meningen er at nørde. Eksempelvis kender mange musikere dét, at man starter med at spille musik. Det er hyggeligt, man nørder, og øver sig, og det er fint, men pludselig vågner man op og opdager, at man spiller 120 jobs om året. Det, der var en rekreativ og kreativ hobby, er pludselig blevet et job.
Så jeg har ledt efter en hobby, noget hvor jeg både skulle bruge hænder og elektronik, men også noget der inddragede andre materialer, og så faldt jeg over det her, fordi det er sjovt. Jeg kan tage ud på mit værksted en aften, fordybe mig og totalt glemme tid og sted. Skal jeg bruge noget, går jeg ud og leder, eller skiller noget ad, for at finde den dims jeg skal bruge. Og hvis jeg i den proces er nødt til at bruge materialer og dele alternativt og anderledes, end de er tænkt, øger det kun glæden.”
Ingen kopier
Der har der været mange forbi, som siger at jeg også skal lave en til dem en dag, men jeg har ikke lyst til at masseproducere. Jeg gider kun lave én af hver af hver – som så får et serienummer, men tror ikke det vil være sjovt anden gang. Jeg har spillet rigelige mængder af kopi-musik i mit liv, så hvorfor fortsætte i forbindelse med pladespillere?
Den perfekte pladespiller – findes ikke
Justering af hastighed på en DC-motor. Foto: Svend Seegert
”Noget af det spændende ved det her er, at der ikke findes nogen perfekt pladespiller. Dybest set er det umuligt at få en pickup til at afspille noget perfekt, og hvis man undersøger pladespiller-nørders præferencer, er der næsten ikke to, der er enige. Nogle synes, at pladetallerkenen skal være tung, andre at den skal være let. Nogle synes, at armen skal være af kulfiber og andre noget andet – nogle sværger til ac-motorer og andre kan ikke lide tykt træ. Det er som med en guitarist med en guitar til 55.000; hans jack-kabel er købt i 1984, og går ned til pedaler, som også er forbundet af tilfældige kabler, og herfra op i hans forstærker, med et andet kabel han har haft i 20 år. Til allersidst sidder der så en Shure sm 57 mikrofon til 700 kr foran hans forstærker, som transporterer lyden videre til et PA anlæg… Det er altid et eller andet stort kompromis, og bliver aldrig bedre end det svageste led, men hvis det lyder rigtigt, er alt jo godt. Og det kan også komme til at lyde for rent, hvilket jo er grunden til, at digitale medier somme tider tilføjet analoge elementer og udgange etc, for at illudere noget varmere mindre digitalt.
Der er en masse teori om, hvad der er bedst, som jeg selvfølgelig sat mig ind i, men samtidig forsøger jeg at forholde mig frit til det. Lyder det godt, ER det godt. Hvis det ikke lyder godt, er det en ommer.”
Plads til begejstring
”Det er også hyggeligt – man møder en masse søde hi-fi entusiaster. Jeg var for eksempel i Silkeborg og købe en pladespiller, alt var aftalt på forhånd, og alligevel snakkede vi bare i 3 timer. Det var super-hyggeligt, og dér bliver nørderi et rigtig positivt ord. Og dét hænger alt sammen rigtig godt med hvordan vi forsøger at have det herude på Lydlageret. Det skal selvfølgeligt hænge sammen økonomisk, men det er også rigtig vigtigt, at der er tid til at lege og gå i dybden med nogle ting, fordi vi har lyst, ikke fordi der er penge i det. Ellers bliver det for surt.
Jagten på det enkle
Blikfang med bækken. Det burde egentlig ikke lyde godt, men hvem ved. Foto: Svend Seegert
Søgen efter enkelhed går igennem alle Ejners pladespiller-projekter. Andre idéer til designs inddrager cisterne-låg fra et toilet, og bækkenet fra et trommesæt som basis. ”Bækken-idéen er nu ikke med det formål at lave god lyd, men som blikfang. I øvrigt er alt jo i virkeligheden muligt. Man kan falde over et tykt lækkert gammelt stykke træ, som ville se SÅ fedt ud som plint. Helt enkelt og råt.
Mit eneste design-problem er hvor jeg sætter afbryderen, for jeg synes at den er grim. Jeg vil ikke ha’ den. På dem jeg har lavet hidtil, har jeg faktisk skullet rykke stikket ud og ind. Så det venter på, at jeg bestemmer mig for en løsning – en afbryder på stikket eller ledningen, eller en der sidder nedenunder somehow. I hvert fald skal det ikke være sådan noget plastic-noget der larmer i helheden.
Når jeg skiller en billig pladespiller ad, er der typisk alle mulige ekstra-dele for at betjeningen kan fungere. Løftestænger, mellemhjul, metaldimser der får en bestemt knap til at trykke på et eller andet. Jo mindre af det der er, desto bedre i mit univers. Men jeg kan godt lide tanken om at lave en pladespiller der bare kører uden de store problemer de næste 50 år, og også efter at jeg ikke er her mere.”
Menneskets tendens til at være lidt ond ved sig selv
Afslutningsvis inviterer Ejner på en espresso mere, og reflekter videre omkring kvalitet, forstærkersnak og ting fra 70’erne og 80’erne, der lød helt ufattelig godt uden at være digitalt, og måske igen fordi det IKKE var digitalt. ”Der skal være lidt forvrængning.” fastslår han. ”Forvrængning er en del af menneskets tendens til at være lidt ond ved sig selv!”
På vej hjem sender jeg en venlig tanke til Lydlageret og dets potentiale, til Ejner for espresso og en inspirerende snak, og til Lars Kiehn for at have henledt min opmærksomhed på Ejners ”nørderi”. Jeg er i mærkbar modvind, men Viborgvej er nu ned ad bakke – et nobelt kompromis. Jeg har dog stadig for lidt luft i dækkene, og husker på, at ingen kæde, ingen guitarlyd og ingen pladespiller er stærkere end det svageste led.
