En snak om musik, grej og processer med Flemming Bloch, Mindless Studio
Artikel skrevet til DMF Århus’ medlemsblad Basunen, februar 2015
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det – Flemming Blochs Mindless Studio ligger godt gemt i udkanten af Århus’ øgadekvarter. Igennem en baggård, ind ad en dør man først ser, når man er der, og så op ad en trappe der hverken er glamourøs eller handicapvenlig. Bag den næste dør begynder tingene dog at falde på plads, og man står pludselig i studiets største indspilningslokale.
Mindless Studio – udefra
Der er reoler med bøger, vintage trommesæt, klaver, würlitzer piano, orgler og meget andet godt. Igennem et hyggeligt lille køkken, og et diminutivt mellemlokale, og så er man i kommandocentralen i Mindless Studio. Og her finder jeg chefen selv, klar til en snak om ham, studiet og om kreativitet og processer. Der er musikgrej og instrumenter alle vegne, men mangfoldigheden er garneret af noget, der ligner sans for stemning, hygge og en vis form for orden, selv om Flemming betoner, at det med orden mere er af nød end lyst.
Hvordan kom du ind i musik – var det et ”hjem med klaver”?
”Nej – det var et hjem med et trommesæt. Min far var trommeslager, og da jeg kom til verden i slutningen af 60’erne var han ude at spille pigtråd hver weekend, og ofte var både jeg, min mor og min lillebror med ude. Med tiden fik jeg lov til både at stille trommerne op og til at spille på dem. Jeg begyndte også at spille el-orgel og gik til undervisning i flere år. Da jeg blev ældre, kom jeg med i forskellige skolebands og begyndte også at købe keyboards, selv om det kun var brugte ting der var råd til.”
Fusionsjazz, hvidt læderslips og computere.
Flemming fortsatte med at spille keys og fusionsjazz i nogle bands,”med hvidt læderslips og hele molevitten”. Desuden havde hans far en Fona-forretning, og det betød at Flemming og hans lillebror som nogle af de første fik en Commodore 64, og et primitivt midi interface. Midi var det sidste nye, og Flemming fik sin første synthesizer med midi og indspillede og afspillede via midi på computeren. Siden gik det slag i slag. Flemming købte flere dimser og lidt senere en Atari computer og kørte Steinbergs pro 16 og 24 på den. Alt sammen stadig på hobbybasis. ”I 90’erne fik jeg en Mac med Yamaha-lydkort, hvilket betød at jeg pludselig kunne optage lyd, og afspille det synkront med mine synthesizere og rytmebokse. Og så var det, at jeg fik stedet her, i starten var det bare det her rum til at stille grejet op i og et lille hjemmestudie, og så boede jeg med min daværende kæreste ovre på den anden side af gaden.”
Bitter musikskolelærer eller Feedback?
Sideløbende med alt dette havde udsigten til, hvad han med et smil kalder, ”en lang og lovende fremtid som bitter musikskolelærer” fået Flemming til at tage en kandidatgrad i idehistorie på universitetet. Men om vejen frem skulle være akademisk, eller om det skulle handle om at lave musik var usikkert, også selv om det at lave musik, var drengedrømmen.
”Så skete der dét at jeg gennem Turid Nørlund fik kontakt til Feedback studiet ude i Viby. Hun havde gjort rent hos dem, fået studietid i betaling, og var endt med at lave en del kor-ting og andet for dem, og hun sagde, at jeg ”da bare skulle derud og arbejde”. Jeg kendte ikke nogen derude, men hun tog mig med til et morgenmøde med Jakob Riis og sagde ”Du skal ansætte ham her, han er pissegod!” Jakob Riis, et utroligt venligt menneske sagde, ”Nå hmm, jamen det lyder da spændende. Kan du starte i morgen? Vi har lige et projekt…” Dagen efter sad jeg med min hjemmestudie-erfaring ved en 44 kanalers SSL-pult, som jeg ikke kendte, to båndoptagere, som jeg heller ikke kendte, samt en utrolig masse grej og et krydsfelt, som jeg slet heller ikke kendte noget til.”
Livlinen var reparations-teknikeren Jakob Erland som hjalp Flemming til at få styr på det, og det gik faktisk så fint, at han sad der de næste 4-5 år. Ikke fastansat, men så fast at han kunne leve af det, og desuden kunne fortsætte med at købe udstyr og grej til sin egen lille biks. Omkring 2002-3 havde teknologien dog efterhånden gjort mindre studier i stand til at levere næsten alt det, der før skulle et stort studie til, så mange store studier fik økonomiske problemer. Således også Feedback, der af samme grund fik svært ved at vedligeholde og udvikle tingene og grejet.
London og international pendling
I takt med denne udvikling blev Flemming Blochs eget lille studie langsomt udvidet med flere rum og faciliteter. Desuden kom han via internettet ind i et netværk af studieteknikere, producere og filmkomponister, mv., som udvekslede erfaringer og brugte hinanden til forskellige produktioner.
”Vi var en 25-30 stykker, der dagligt loggede på den samme server. Det udviklede sig til, at vi mødtes en to-tre gange om året, typisk i London, og på den måde fik jeg ret hurtigt en erfaring, som man normalt ville skulle arbejde i mange år for at få. Jeg kom til desuden at arbejde med musik og med grupper f.eks. Massive Attack, som jeg ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. Jeg fik også arbejde i et studie i London og levede de næste 3-4 år en pendlertilværelse mellem Århus og London.”
Flemming Bloch – fortællende
Pendlertilværelsen havde dog sin pris, og på et tidspunkt besluttede Flemming sig for at rykke hjem og denne gang ”helt hjem” og bare være sig selv med eget studie. Den beslutning blev kun lettere af, at det også i England var blevet sværere for de store studier at overleve og lettere for studier som hans eget at levere professionelle produktioner.
”Jeg fandt ud af, at det jeg gerne ville lave i mit eget studie, var musik jeg godt kunne lide. Musik jeg kunne se udfordringer i, noget der var interessant, og noget jeg gerne selv ville høre. Det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det løber rundt, og alt i alt er det jo en privilegeret situation at sidde her som 46 årig og leve af det, jeg drømte om som barn. Det er der nok i virkeligheden ikke så mange, der gør. Så jeg har været heldig med netværket, og heldig med urimeligt uerfaren at træde ind i et stort professionelt studie som Feedback og så have et arbejde dagen efter.”
Musikalsk altmuligmand og medspiller
Du er musikalsk altmuligmand og byder gerne ind med ideer i løbet af processen. Er det et kendetegn for dig?
”Ja – der er ikke mange projekter, som jeg har lavet de sidste 10 år, jeg ikke selv spiller på. Så hvis man gerne vil et sted hen, hvor der bare sidder en tavs mand og optager helt uden at komme med input, er det nok ikke mig man skal have fat i. Jeg har en holdning til, hvordan ting skal lyde. Det kan selvfølgelig føles intimiderende, at andre blander sig i ens guldkorn, men sjovt nok er der en ret tydelig tendens til, at jo mere studieerfaring folk har, desto mere hilser de mine inputs velkommen. Det ER selvfølgelig sket, at tingene går i retning af hårknude, men så er det jo mit arbejde at få det hele tilbage på rette spor igen.
I øvrigt er det for mange musikere svært at forholde sig til, at de ikke skal spille så meget, som de kan, og at de skal ikke lave det sværeste de kan, når de laver plade. Hellere spille to toner med overskud, der sidder lige der hvor de skal, end to tusind der hele tiden halter en anelse. Hvis der spilles med underskud, eller man bruger al sin energi på det tekniske, og der ikke er noget overskud tilbage til at lave musik, kommer lytteren på arbejde, og i længden taber man sin lytter på gulvet.
Desuden glemmer mange, at det for langt de fleste lyttere handler om sangen og melodien. Den almindelige lytter hører en der synger, og så er der ”noget musik” bagved. Og jeg ser det som min opgavet at repræsentere lytteren når jeg optager og producerer. Det bør handle om, hvordan sangen bliver leveret bedst muligt, om at give plads til hinanden, om helhed og ikke så meget om det enkelte instrument. I hvert fald ikke, hvis det enkelte instrument komme til at stå i vejden for sangen, altså vokalen, teksten og melodien. Tydelighed er et vigtigt begreb her. Jeg kan godt lide tydelighed i udtrykket.”
Øjeblikkets magi
Hvordan er det med improvisation i forbindelse med producerrollen? Jeg ved, at du lægger vægt på det beslægtede begreb ”leg” og på hvad du selv har kaldt ”øjeblikkets magi”.
Mindless Studio – indefra
”Det er lidt dobbelt. I det øjeblik jeg går i gang med et nummer med et band, og de har spillet det for mig i øvelokalet eller noget, har jeg allerede en relativ klar ide om, hvor det i store træk skal hen, men vejen derhen kan byde på mange uforudsete oplevelser. Og hvert nyt lag, ja hver ny detalje føjer noget til helheden, som igen gør, at man skal lytte med friske ører og vurdere, hvad det næste naturlige skridt er. Det sker jo alt sammen i fælles ping pong, og det er nok det, jeg holder allermest af i mit job – at spille arrangements-mæssig bold med et band og at realisere det, de gerne vil opnå, også selvom de måske ikke engang er klar over, at det er der, de eller deres musik vil hen. Man kaster sig i fællesskab ud på dybt vand, men kommer i land, og laver noget i øjeblikket som opstår i en vekselvirkning af ideer og inputs, og noget som i sig selv er større end delene, musikerne og mig, til sammen. Og det ER virkelig øjeblikkets magi, og det er vildt fedt.
Det er en proces, der både kræver et element af styring og en stor portion åbenhed både af producer og musiker. Åbenhed overfor processen. Det kan lyde, som om jeg er enormt proces-orienteret, men det ved folk, der har været her, at jeg faktisk ikke er, og det er der jo heller ikke råd til! Man har et begrænset antal timer til at lave et nummer…”
Men det er godt at holde af processen, at kende den og dens ressourcer…
”Præcis, den er superfed men samtidig er resultatet dét der er vigtigst. At arbejde på den måde kræver som sagt stor åbenhed fra musikerens eller bandets side. Hvis jeg beder et band om at spille lige i stedet for shuffle, og de på trods af indledende protester gør det, så skal der selvfølgelig mod til at træde ud på den tynde is. Det fede ved det er, at så skal alle lige pludselig til at slå ørerne ud. Hvis det er gode musikere sker der ofte noget mere interessant, end hvis de bare spiller det, de har øvet sig på og altid gør.”
Mindre snak – mere musik
Har professionelle studier en fremtid? Eller vil det ende med at alle laver deres ting hjemme?
”Jeg tror, at studier der er trimmet til forholdene, har en fremtid. Den grundtekniske erfaring gør en stor forskel, som især bliver tydelig, når man f. eks. får ting ind til mix udefra, som ikke er i orden optageteknisk. Optagelse af trommer og akustiske instrumenter kan være svært, med mindre man som mig har gjort det nærmest hver dag de sidste 20 år. Så selvom man vil producere selv, kan der stadig være rigtig gode grunde til at gå ind i et studie og få optaget i hvert fald nogle af de mere komplicerede dele. Også fordi det at starte et mix med ting der rent teknisk er i orden, er så meget bedre end at starte med noget der hele tiden skal ”reddes”, eller er optaget dårligt.”
Det er på tide for intervieweren at slutte af. Flemming Bloch er, som andre der brænder, for det de laver, velformuleret og reflekteret omkring sin metier, og han spørger: ”Må jeg sige en sidste ting?” ( Yes… )
”I situationen er det så meget lettere at prøve noget af i stedet for at snakke om det. Uanset om det er i studiet eller i øvelokalet. Diskussioner kræver energi og ender i diskussioner. Og det bør jo handle om hvad der lyder bedst, og ikke hvem der har de bedste argumenter. Så derfor er et af mine mottoer:”
